Tilknytning

Der er mange udfordringer at tage op, når en familie stiftes – og ikke mindst når familien stiftes via adoption. En af de store udfordringer til os adoptivfamilier er at sørge for og understøtte vores barns tilknytning til os – og vores til barnet.

PhD Walter D. Buenning har meget præcist beskrevet, hvorfor arbejdet med adoptivbarnets tilknytning er så utrolig vigtigt:

“Hvis et barn har oplevet et traume tidligt i sit liv, vil dette ofte påvirke barnets evne til tilknytning. Omfanget af barnets vanskeligheder med tilknytningen beror på sværhedsgraden af det traume, det har været udsat for.

Det almindeligste traume er tabet af den biologiske mor. De seneste 10-20 år har forskningen givet mere og mere bevis for, at der findes et stærkt eller tydeligt bånd mellem spædbarnet og den biologiske mor. Båndet udvikles igennem de 9 måneder, hvor barnet ligger i hendes mave. Når barnet fødes har det altså allerede et bånd til den biologiske mor. Dette bånd brydes, når den biologiske mor forsvinder ud af barnets liv.

Mange af de børn, der adopteres fra fødslen eller kort derefter tilknytter sig sine nye forældre uden problemer. Andre gør det ikke. Vi ved ikke med sikkerhed, hvorfor det er sådan. Vi ved heller ikke med sikkerhed, hvor ofte der opstår problemer”.

Walter D. Buenning gætter på, at problemer med tilknytningen indtræffer i 10-30% af de tilfælde, hvor barnet adopteres fra fødslen. Har barnet tillige oplevet andre traumer som forsømmelse, overgreb, multiple tilfældige placeringer udenfor hjemmet eller andet antages problemerne med tilknytningen at blive større.

I det følgende vil vi gerne have lov at give vores bud på, hvad tilknytning er, ligesom vi håber, at afsnittet her kan være med til at skabe grobund for diskussioner, debat og læring.

Teksten er skrevet med udgangspunkt i den svenske adoptivmor Sara Larssons hjemmeside: “Att knyta an – relationen mellan barn och vuxna i adoptivfamiljer”. Sara Larssons hjemmeside er dog lukket ned i 2010, og i stedet har Sara Larsson udgivet bogen: “Anknytning i adoptivfamiljens vardag”.

Hvad er tilknytning?

Tilknytning kan beskrives som den nære relation, der opstår mellem et barn og barnets vigtigste omsorgspersoner (f.eks forældrene), når disse tilgodeser de behov, barnet måtte have. Tilknytning handler altså om en gensidig binding barn og omsorgspersoner imellem.

En god tilknytning skabes vanligvis gennem det første år sammen med barnet, ved at barnets behov bliver mødt igen og igen.

På figuren herunder illustreres den proces, som barnet og forældrene gennemgår, når de skaber deres relation – tilknytningen:

 


Når et spædbarn føler behov for eksempelvis nærhed (1), begynder det at græde for at signalere overfor forældrene, at det behøver noget.

Alt efter om barnet må vente på forældrenes reaktion kan dets gråd og frustration intensiveres (2). Forældrene kan “svare” på barnets behov på forskellig vis ved f.eks at tage det op, give det mad, trøste med rolige ord, have øjenkontakt m.m. (3). Det er her muligheden for tilknytning findes:

Ved at barnet erfarer, at forældrene kontinuerligt møder dets behov, opbygger barnet tilliden til, at forældrene tager hånd om det og beskytter det (4).

Tilknytningscirklen afprøves et utal af gange i barnets første leveår og udgør fundamentet for alle andre udviklingstrin i menneskets liv.

Hvorfor er tilknytning så vigtig?

Tilknytning er livsvigtig. Det er den første relation til andre mennesker og siger noget om barnets fremtidige relationer til andre.
Oplever mennesket svigt i sine relationer er det svært at stole på nogen igen. Har et barn således ikke haft mulighed for at skabe et tillidsbånd med voksne omsorgspersoner fra spædbarnsalderen eller i den tidlige barndom, kan det udvikle tilknytningsproblemer.
En succesfuld gennemlevelse af processen i tilknytningscirklen er basis for al videre udvikling. Har barnet ikke kunnet gennemleve processen i tilknytningscirklen succesfuldt, kan det føre til alvorlige problemer i dannelsen af barnets personlighed. I de fleste tilfælde kan dette resultere i livslange følger, og barnet kan få problemer med den sociale og kognitive udvikling, nærhedsrelationer, forældreskab og ansvarsfølelse.

Tilknytning trin for trin

Tilknytning – og hvad vi som forældre kan gøre for at hjælpe barnet hertil – er vigtigt for alle adoptivfamilier.

Et barns fysiske udvikling følger givne trin. Først kravler barnet, så står det, går, springer og hopper. Præcis det samme gør sig gældende for barnets psykiske udvikling. Her har barnet også givne opgaver, der skal løses på givne trin. Har barnet af forskellige grunde ikke haft mulighed for at løse en eller flere opgaver på et specifikt trin, kan barnet blive forsinket i sin emotionelle udvikling. Barnet kan således have en faktisk fysisk alder, men være betydeligt yngre rent emotionelt. Det er derfor vigtigt at se på, hvad der er alderssvarende for barnet, og hvad der kan være tegn på, at barnet er forsinket i sin emotionelle udvikling. Lige så vigtigt er det også her at se på, hvad vi som forældre kan gøre for at hjælpe barnet gennem de givne udviklingstrin.

Vi har i det følgende valgt at koncentrere os om barnet mellem 0 og 4 år.

Kør musen over emnet “Tilknytning” i øverste bjælke herover og vælg fra overskrifterne for at læse om de forskellige faser:

– Barnet mellem 0 og 9 måneder

– Barnet mellem 6 og 20 måneder

– Barnet mellem 1½ og 2½ år

– Barnet mellem 2½ og 4 år

Gode råd der kan opbygge tilknytningen

Følgende er råd fra forskellige terapeuter, der alle arbejder med børn med tilknytningsproblemer. En del af rådene har kort været nævnt under de ovenstående punkter, og en del er nye:

  • Bær barnet i bæresele. Gerne hele dagen med barnets ansigt ind mod dig
  • Bad sammen med barnet m.h.p at opnå så meget hudkontakt som muligt
  • Anvend den samme creme på dig som til barnet. Dette for at barnet skal koble sin egen duft med din
  • Bruger du parfume kan der sættes en meget, meget lille dråbe på barnets arm, så barnet har din duft hos sig hele tiden. Shampoo kan anvendes på samme vis
  • Sæt billeder op af dig og barnet sammen, på hvilke der udstråles glæde, kærlighed m.m. Placer billederne ved barnets seng og på andre centrale pladser i huset
  • Fortæl hvor god en forælder du er, når barnet spiser sin livret. Det er vigtigt at sige det med ord
  • Leg rollelege med dukker sammen med barnet, hvor du viser, at mor/far altid kommer tilbage til det efter arbejde, pasning af andre, søvn m.m.
  • Tegn små tegninger for barnet af dagens rutiner, så barnet kan se, at mor og far altid kommer tilbage til samme hjem igen
  • Lad barnet have et foto af jer som familie hos sig hele tiden
  • Begræns valgmulighederne. I starten skal du helst som forælder kontinuerligt gøre alt på samme måde. Dette vil hjælpe barnet til at føle sig tryg. Når barnet er blevet vant til sin nye familie, kan du give det begrænsede valgmuligheder (f.eks at vælge mellem to trøjer, to farver strømper m.m.)
  • Bær samme type klæder som dit barn (farver m.m.) og pointer hvor meget I er lig hinanden
  • Giv barnet store varme kram og sig “MIN”

Hvordan øjenkontakten kan fremmes

I det følgende kan du få idéer til, hvordan øjenkontakten mellem dig og dit barn kan fremmes:

  • Giv barnet sutteflaske – også selvom barnet er over spædbarnsperioden. Øjenkontakten kan opmuntres ved at ae barnet blødt på kinden. Lad ikke barnet selv holde sutteflasken. Maden skal komme fra dig og ikke være noget, som barnet selv skal give sig det første stykke tid. Sid med dit barn, når det får mad. Hvis barnet vender sig bort for at undgå øjenkontakt, kan du placere et stort spejl overfor jer. På denne måde vil barnet se sig selv i din favn, hvis det vender sig bort fra dig. Forsøg at holde øjenkontakten. Det kan tage tid før dit barn vil holde øjenkontakt. Når det gør skal du derfor give det et varmt, kærlighedsfuldt blik
  • Øjenkontakten kan opmuntres ved blidt at trykke på barnets næse og derefter på din egen som et slags tegnsprog til, at det skal kigge på dig
  • Klap på barnets kinder og placer dit barns hænder på dine kinder. Barnets blik følger ofte dets hænder
  • Leg “kukke-bøh”. Dette udvikler barnets forståelse af, at det der tilsyneladende ikke eksisterer, alligevel er der
  • Sæt et klistermærke på din næse. Lad barnet fjerne dette og sætte det tilbage igen
  • Bær øreringe for at tiltrække barnets opmærksomhed
  • Se længe og meget i hinandens øjne
  • Syng en sang og lad dit barn trykke dig på næsen med en grimasse der viser, at det her er sjovt. Afbryd sangen hvis barnet bryder øjenkontakten
  • Sæt barnet i en gynge og lad jeres øjne mødes, mens det gynger. Øjenkontakten kan opmuntres ved at du synger en sang, der afbrydes straks barnet kigger væk
  • Fyld kinderne med luft og lad barnet trykke luften ud ved at trykke på dine kinder
  • Mad hinanden. Dette fungerer godt med rosiner, popcorn eller lignende
  • Eskimokysset: Gnid næserne mod hinanden mens i holder øjenkontakt
  • Leg foran et spejl. Lav grimasser, tegn mors eller fars ansigt på spejlet med aftagelig farve eller andet
  • I stedet for at bruge et rigtig spejl kan man skiftes til at være hinandens spejl. Sæt jer overfor hinanden og lad dit barn efterligne dit ansigtsudtryk og omvendt. Selv om barnet måske ikke kigger direkte i dine øjne, ser det i det mindste på dit ansigt

Lege der kan fremme tilknytningen

Her kan du læse om idéer til lege, der kan fremme tilknytningen mellem dig og dit barn:

  • Leg gemme-leg
  • Leg med en bold ved at trille den frem og tilbage. For de helt små kan det være lettere at kaste en ballon frem og tilbage
  • Hold barnet i din favn og dans med det
  • Bad sammen med barnet
  • Mal hinandens ansigter
  • Smør hinandens ansigter ind i creme
  • “Huskeleg”: Lad dit barn se på dig. Gå så ud af barnets synsfelt for at ændre noget ved dig selv. Se om barnet kan opfange, hvad der er anderledes. For de små børn skal ændringen være tydelig (trøjen er taget af f.eks). For de større børn kan det være en mindre ting (en knappe i trøjen er knappet op/i o.s.v.)
  • “Gæt godbidder”: Læg flere forskellige slags slik eller frygtstykker på en tallerken. Barnet skal så lukke øjnene og du skal give det et af stykkerne. Barnet skal nu gætte, hvilken godbid, det fik i munden.
  • Tunnel-leg: Læg dig ned på alle fire og lad barnet kravle under din mave som i en tunnel så hurtigt som muligt, før “tunnelen” fanger barnet. Lad barnet komme igennem tunnelen de første gange, men “fang” så herefter forsigtigt barnet
  • “Pude-leg”: Sæt barnet på en stor pude på gulvet og træk barn og pude rundt i rummet. Rør dig kun, når I har øjenkontakt
  • M&M-hockey: Brug sugerør til at puste M&M-chokoladepasteller tværs over et bord og ind i “modstanderens” mål for den anden ende af bordet. Et mål udløser en chokoladepastel fra modstanderen
  • “Kom-i-favn-legen”: Barnet står i det ene hjørne af rummet. Når du siger “Klar-parat-start” skal barnet så hurtigt som muligt kravle hen over gulvet mod dig. Du skal stå med armene ud foran dig i en cirkel. Når barnet når hen til dig skal det rejse sig op indeni den cirkel, som dine arme danner. Dan en mindre og mindre cirkel med dine arme. Barnet belønnes med et stort kram eller kys
  • “Hop på puder-legen”: Læg puder ud på gulvet som små øer. Når du siger til, må barnet hoppe på “øerne” og ind i favnen på dig
  • Leg med godbidder: Gem slik eller frugtstykker på dig selv og lad barnet finde dem

At forberede sine omgivelser

Når den nye familie kommer hjem med det længe ventede barn er det angiveligt med et lettelsens suk: Endelig “i havn”. Det er nu arbejdet med tilknytningen for alvor begynder. Hvad man dog ofte som nye og stolte forældre kan glemme, er alle de andre der også har ventet med længsel på det lille nye familiemedlem.

Et adoptivbarn har dog ofte specielle behov – nogle mere end andre. Netop herfor er det også utroligt vigtigt, at familie og venner er “klædt på” til at modtage det nye barn.

Afhængigt af hvordan dit barns tidligere tilknytninger har formet sig, behøver det mere eller mindre hjælp til at orientere sig mod dig som den nye forælder. Barnet kan være flyttet mellem flere forskellige børnehjem eller plejefamilier, det kan have været på et børnehjem med mange andre børn og have haft mange forskellige omsorgspersoner i sit unge liv. Af samme grund er det essentielt, at barnet nu ved, hvem der er dets forældre. Dette arbejde er det kun de nye forældre, der kan gøre.

I starten er det derfor vigtigt, at ens nærmeste ikke er alt for ivrige med at nærme sig barnet, da dette kan forvirre barnet unødigt og sløre dets opfattelse af, hvem der egentlig er mor og far for det.

Specielt lidt ældre adoptivbørn kan virke utrolig sociale. De vækker tit omgivelsernes beundring ved deres umiddelbare tilgang til selv helt fremmede mennesker. De kan eksempelvis komme og sætte sig på skødet af alle – selv fremmede, og det er tydeligt, at de ikke er i stand til at skelne mellem fremmede og forældrene. Nogle af disse børn søger endda hellere trøst eller hyggestunder blandt venner og familiemedlemmer end hos forældrene. Også herfor kan det være svært for omgivelserne at forstå, at dette angiveligt “sociale” og charmerende barn egentligt har utroligt svært ved at tilknytte sig andre mennesker, og at det nu bare fortsætter den eneste overlevelsesstrategi, det kender: Nemlig at enhver ny voksen i dets liv er en mulig forælder.

Børn der i deres første levetid har savnet kærlighed og opmærksomhed kan let tro, at der ikke kan findes nok kærlighed og opmærksomhed i deres nye familie.

For at omgivelserne ikke skal føle sig afvist, men derimod blive en god støtte for dig og dit barn, er det vigtigt at forberede disse. Fortæl hvad du ved om tilknytning og hvor vigtigt det er, at dit barn lærer netop dig at kende som sin forælder. Tal med omgivelserne om, hvad de kan gøre for at hjælpe barnets tilknytning til jer som forældre på vej – og også hvad de ikke bør gøre.

Børn er forskellige, og den “bagage” de har med sig er også forskellig. Som hovedregel bør familie og venner i barnets omgivelser dog ikke i den første tid.

  • forsøge at udvikle en alt for stærk og tæt følelsesmæssig og fysisk kontakt
  • tage barnet ud af forældrenes synsfelt
  • forvente at være babysittere fra første dag
  • give barnet store varme kram
  • tage barnet op og lade det sidde hos dem
  • kommunikere med barnet via blikket (have lang eller meget øjenkontakt)
  • trøste barnet
  • putte barnet i seng
  • bære barnet
  • made barnet

Søger barnet omgivelsernes kærlighed, nærhed eller tryghed kan disse hjælpe jer ved venligt men bestemt at henvise barnet tilbage til jer som forældre.

Herudover er omgivelserne velkomne til at lege og omgås barnet så meget som muligt. Hvis du som forælder har mulighed for at skabe et “team” omkring dit barn, der kender til tilknytningens vilkår, har du de allerbedste forudsætninger for at hjælpe både dig og barnet med tilknytningsarbejdet.

Som forælder til et adoptivbarn skal du se tegn på en vellykket tilknytning i løbet af de to første år sammen med barnet. Er der ikke i løbet af to år efter barnets ankomst i familien knyttet tætte bånd, bør man søge hjælp.

Du kan læse mere om adoptivbørns tilknytning i tilknytningsterapeuten Deborah Gray´s bog: “Attaching in adoption”, Perspectives Press, Indianapolis, 2002.

Share/Bookmark