Værd at vide…

Praktiske råd om mangt og meget under opholdet i Nigeria.

Pengeveksling

Det er vigtigt at understrege, at kontant-håndtering IKKE finder sted i de nigerianske banker – hverken for turister eller lokalbefolkning. Al pengeveksling foregår med folk fra Hausa-stammen, der bl.a er at finde i deres små vekselboder foran de store hoteller. Der er et stort sort marked for pengeveksling, men det må på det kraftigste frarådes at begive sig i kast med dette.
Det anbefales at veksle penge foran EKO-hotel, da man her lukkes ind i et overvåget og afskærmet for-område. LIFE, jeres kontaktperson eller chaufføren kan altid spørges til råds og være behjælpelig med pengeomvekslingen.

EKO-hotel, Victoria Island, Lagos

Som hovedregel anbefales det at tage Euro med, men hav også gerne lidt USD med. USD er også almindeligt accepteret og desuden den foretrukne betalingsvaluta i f.eks lufthavnen. Store sedler giver den bedste vekselkurs.

I lufthavnen kan man med fordel medbringes 1-dollar sedler, idet disse umiddelbart kan bruges som betalingsmiddel for bagagevogne.

Betalingskort som Visa og Mastercard er ikke særlig udbredt i Nigeria. Der kan dog benyttes kreditkort nogle steder. Hjemvendte Nigeria-familier har erfaret, at der kan hæves på Visa-kort i hæveautomater ved den store supermarkedskæde ShopRite (der ligger en ShopRite ca. 5-10 minutters kørsel fra Sallere´s House bl.a). Ligeledes kan Mastercard bruges i Zenith Bank, der ligger ved rundkørslen tæt på ShopRite. Mastercard er det mest almindeligt accepterede hævekort aktuelt.

LIFE kan sandsynligvis også være behjælpelig med at få hævet penge på kreditkort, men nogle steder kan det vise sig at være en kompliceret affære. På de store hoteller er de første hæveautomater dog ved at komme, og her kan der også oftest betales med kreditkort.

Det er muligt for familie eller venner i Danmark mod gebyr via danske posthuse at overføre pengebeløb til Nigeria direkte via Western Union. Se eventuelt www.westernunion.com.

Transport

Det anbefales kun at benytte autoriserede taxiselskaber og helst kun de chauffører, der anbefales af LIFE eller kontaktpersonen i landet. Det kan ikke anbefales at bruge offentlige transportmidler – både af sikkerhedshensyn og fordi Lagos er en enorm by, som selv rutinerede kan have svært ved at finde rundt i.

Der anvendes ikke autostole til børn i Nigeria. Det kan derfor være en fordel at have en ekstra sele (f.eks. en kuffert-rem) med hjemmefra, som kan spændes fast om barnets mave og ind omkring den voksnes sikkerhedssele. Præcis som det kendes fra fly-seler til børn.

Alle transportudgifter dækkes af jer selv. Gennemsnitligt skal der regnes med ca. 5000 Naira for 3-4 timers kørsel. Taxi-chaufføren vil altid vente på jer ved besøg på børnehjemmet, i retten, på paskontoret o.s.v. Det er som hovedregel altså den samme chauffør, der både vil køre jer ud og hjem.

Myldretid i Lagos

Strøm

Der er 220V som i Danmark. Da Nigeria er en tidligere engelsk koloni, vil der langt de fleste steder være engelske kontakter, som kræver en adapter, før danske stik kan tilsluttes. På hoteller vil der ofte være en adapter, men ellers kan denne medbringes hjemmefra eller købes billigt lokalt.

Telefon og telefax

For at ringe eller faxe til Danmark fra Nigeria, skal der trykkes 00945 + telefonnummer. Der kan faxes til Danmark fra de fleste hoteller.

Der kan uden problemer benyttes dansk mobiltelefon i Nigeria, såfremt man via sit abonnement er tilsluttet udenlandstelefoni.

Det kan meget anbefales at købe et SIM-kort i Nigeria samt et nigeriansk taletidskort, der kan sættes i den danske mobil. Et SIM-kort kan erhverves for under kr. 100,- og et taletidskort koster ca. kr. 80,- Herefter kan der ringes både indenrigs og hjem til Danmark under næsten hele opholdet for det beskedne beløb. Både SIM-kort og taletidskort købes af gadesælgere – spørg LIFE eller kontaktpersonen dernede til råds, så får I den bedste og billigste løsning.

Mobiltelefoner er nærmest uundværlige i Nigeria – både for at I kan komme i forbindelse med jeres kontaktpersoner – og omvendt. Få kodet telefonnumre til LIFE og diverse kontaktpersoner ind i jeres telefon – så er I aldrig mere end et opkald væk, såfremt I måtte få behov for at komme i forbindelse med dem.

Internet

Der er internetadgang fra de fleste hoteller og private indlogeringer, og der er mange internetcafeer, hvor man for en billig penge kan checke e-mail, opdatere hjemmesider, oploade billeder o.s.v. Skype kan også med fordel benyttes – husk headset hjemmefra.

Det kan ikke forventes samme hastighed på net-forbindelsen, som man givetvis er vant til hjemmefra, og strømafbrydelser er ikke ualmindelige.

Strømafbrydelser er ikke ualmindelige i Lagos…

Fotografering

I Nigeria må man gerne fotografere historiske bygninger. Det må dog frarådes at tage billeder af strategiske bygninger som lufthavne, politistationer og retsbygninger samt af militær og politifolk. I værste fald kan kameraet blive konfiskeret. Mange nigerianere ønsker heller ikke at blive fotograferet. Hav derfor respekt for dette og vær diskret med fotograferingen.

Der kan som regel på høflig forespørgsel tages billeder med embedspersoner relateret til jeres sag i Nigeria (dommer, pas-udsteder, socialdirektør o.s.v). Nogle gange kan embedspersonen ønske at få tilsendt en kopi af et sådant billede som ”tak for tjenesten”. LIFE anbefaler i disse tilfælde familierne at sende en kopi af billedet til dem via AC – så vil LIFE sørge for at give det til rette vedkommende i Nigeria.

Tidsforskel

Der er ingen tidsforskel mellem Nigeria og Danmark. Der er dog 1 times tidsforskel, når der er sommertid i Danmark.

Påklædning

I Nigeria er det velset altid at være præsentabelt klædt på ved alle besøg hos myndighederne. Gerne skjorte og slips for mænd. For kvinder er nederdel, pæne bukser eller kjole at anbefale. Undgå tøj med dyb nedskæring eller meget korte kjoler, shorts og nederdele. Påklædningen ved besøgene på børnehjemmene kan være mere afslappet, men også her sættes der pris på at se forholdsvist velklædte folk.

Det bliver aldrig rigtig koldt i Lagos, men hav alligevel en langærmet trøje og lange bukser med for at beskytte mod myg om aftenen – og også gerne lidt varmt tøj til flyturen hjem.

Vær opmærksom på, at alt tøj, der har hængt til tørre udenfor i Nigeria SKAL stryges. Der findes en lille flue i Nigeria, der lægger æg i fugtigt/vådt tøj, og stryges tøjet ikke inden det tages i brug, kan larver fra denne flue irritere huden kraftigt.

Punktlighed

I Nigeria er man ikke så nøjeregnende med tiden, som vi i Danmark er vant til. Det er ikke ualmindeligt med forsinkelser fra ½ time og opefter i Nigeria. Prøv at indstille jer på fænomenet ”Afrika-tid” og forsøg ikke at lade jer gå på af, at chaufføren ikke lige kommer til den aftalte tid, at aftaler ændres uden forvarsel og at besøg hos myndighederne rykkers både frem og tilbage. Mange steder vil man ikke kunne få en bestemt tid hos en myndighedsperson, men vil simpelthen komme til efter tur.

FORLAD DERFOR ALDRIG HOTELVÆRELSET UDEN ALTID AT HAVE EN TASKE MED FORSYNINGER TIL NOGLE TIMER MED: VAND, VÅDSERVIETTER, BLEER, KIKS, LIDT LEGETØJ O.S.V.

Takt og tone

Serviceniveauet i Nigeria er ikke helt som i Danmark. Man gør klogt i at væbne sig med tålmodighed. Vær sikker på, at jeres kontaktperson og LIFE altid ved, hvordan en sag skal gribes an for at få det hele til at køre bedst muligt. Ydmyghed, høflighed og respekt ved kontakt til myndighedspersoner lønner sig absolut bedst – også selv om den med danske øjne ikke altid måtte synes lige velfortjent.

Drikkepenge er generelt udbredt i Nigeria. Det er almindeligt at give 10% i drikkepenge på restaurantregningen. Hvis der ydes almindelig hjælp eller andet vil det være fint at give 100 eller 200 Naira som tak for hjælpen.

Gaver

I Nigeria er det velset at give en lille gave til myndighedspersoner og folk, der har hjulpet til med ens sag, men det er vigtigt at understrege, at ingen er forpligtigede til at give gaver.
I praksis kan det anbefales at have en gave med til:

  • Socialdirektør (køb gerne gaven hjemmefra, da mødet med socialdirektøren ofte afholdes efter få dages ophold).
  • Børnehjemslederen
  • Dommer
  • LIFE ved Elvira Salleras og 1-2 kontaktpersoner ansat ved LIFE

Børnehjemmene vil se med meget stor venlighed på gaver fra adoptanter. Her er det ting til driften, der specielt skaber stor glæde: Olie, ris, håndklæder, tøj til børnene, modermælkserstatning, myggenet, yams-mel, lagner, børnesæbe, bleer, børneshampoo, børnepudder, zinksalve o.s.v. Disse ting kan med stor fordel købes i Nigeria – således spares både vægt i kufferten på udrejse, og pengene rækker meget længere ved at købe lokalt. Spørg evt. jeres kontaktperson til råds. Der kan gå sport i at handle sig frem til gode priser på markedet, men indfødte vil som regel få flere varer for de samme penge.

Fra Danmark kan med fordel medbringes: Børnevitaminer, D-dråber, børnepanodil og specielt brintoveriltegéle (børnene på børnehjemmene kan have små bylder, som kan fjernes ved påsmøring med brintoveriltegéle, hvorfor dette produkt er meget ønsket af børnehjemmene). Spørg eventuelt på apoteket efter en brugsanvisning til produkterne på engelsk, der kan gives med til børnehjemmet, såfremt I måtte vælge at have sådanne produkter med til Nigeria.

Personalet på børnehjemmene samt hotelpersonale kan betænkes med en mindre fællesgave i form af chokolade eller andet godt til ganen.

I vil altid kunne spørge på børnehjemmet om, hvad de mangler mest aktuelt. Vær opmærksom på, at der under ingen omstændigheder må gives nogen form for kontante bidrag til børnehjemmene jf. den indgåede aftale med AC Børnehjælp. Det kan opfattes, som om I forsøger at købe barnet og kan i værste fald sætte en stopper for AC Børnehjælps fremtidige samarbejde med Nigeria.

Mad og drikke

Der må ikke drikkes vand fra hanen i Nigeria. Køb og drik derfor kun flaskevand – og brug også kun flaskevand til at børste tænder i. Vær opmærksom på ikke at få serveret isterninger i sodavand eller lignende, da disse kan være lavet af vand fra hanen. Vær også forsigtig med juice.

Det traditionelle nigerianske køkken er enkelt. Der spises meget ris, røde og hvide bønner, hvidt brød, kylling, fisk og skaldyr. Gerne godt krydret med chili og sort peber.

Gadeboder i Lagos

Share/Bookmark