Nyhedsbrev fra Nigeriaforeningen

Oktober 2011 – aktuelle nyhedsbrev er også sendt til foreningens medlemmer pr. mail

Bestyrelsen for Nigeriaforeningen vil gerne informere vores medlemmer af foreningen om de ting, vi arbejder med. Efter hvert bestyrelsesmøde vil vi derfor udgive et kort nyhedsbrev om aktiviteterne m.h.p at synliggøre foreningens arbejde – denne gang bliver nyhedsbrevet dog noget længere, og det håber vi, at I bærer over med ☺

I vil alle modtage referat fra årets generalforsamling i NigerieForeningen sammen med dette nyhedsbrev. Vi kan tilføje hertil, at der efter generalforsamlingen på årets træf i juni 2011 blev afholdt et kort konstituerende bestyrelsesmøde. Se nedenfor.

Selve foreningen
Siden sidste nyhedsbrev er den absolut største nyhed afholdelsen af foreningens andet træf. Træffet foregik denne gang på Jyllandssiden – nærmere bestemt Alhage kolonien ved Ebeltoft. Vi vil gerne takke alle for et (efter bestyrelsens egen mening ☺) fantastisk træf. Vi oplevede bestemt træffet som en stor succes – og ikke mindst takker vi Peter for udlån af diskoteksudstyr til børnediskoteket… det tåler vist en gentagelse næste år ☺
Vi oplevede god stemning og masser af glade børn og voksne.

Undervejs på træffet blev der afholdt generalforsamling. Referatet følger med dette nyhedsbrev, men kort kan nævnes, at vores formand siden stiftelsen, Maija-Liisa Kylmäluoma Pedersen valgte ikke at modtage genvalg og dermed gå af som formand på baggrund af pres på work-life-balance og manglende tid til foreningsarbejdet. Maija-Liisa har været en stor drivkraft i at få foreningen op at stå og bestyrelsen takker hende mange gange for den store indsats. Også en tak til vores afgående revisor Bernadette Marsh.

Derudover var Yvonne Hegaard Hansen, Pernille Diemer og Ester Flott Schiermer Schmidt på valg. Alle blev genvalgt og bestyrelsen glæder sig til det fortsatte samarbejde – også med vores nyvalgte revisor for foreningen Thomas Ravnholm, der blev valgt til posten in abcentia ☺

Bestyrelsen består nu af følgende 7 medlemmer, og vi har som noget nyt i bestyrelsen valgt at organisere os i en ”flad struktur” – d.v.s at vi har opdelt bestyrelsesarbejdet i arbejdsområder, der hver især er delt ud på de enkelte bestyrelsesmedlemmer. Overordnet ser ansvarsområderne aktuelt således ud:

Pernille Diemer, ansvarlig for bestyrelsens beretning
Vibeke Mathiasen, medansvarlig for træf-tilrettelæggelse, underholdning til træf m.m.
Ester Flott Schiermer Schmidt, web-ansvarlig sammen med Vivian og Yvonne samt idéudvikling og vedligeholdelse af foreningens sponsorprojekter. Kontaktperson i.f.t AC Børnehjælp og LIFE.
Mette Jørgensen, træf-ansvarlig og formand. Ansvarlig for generalforsamling / udsendelse af materiale i.f.m generalforsamling m.m.
Vivian Hasling Bang, næstformand samt referent ved møder /
generalforsamling m.m. Webansvarlig sammen med Ester og Yvonne.
Anne Knudsen, regnskab- og budgetansvarlig samt tovholder på kommunikation med bank, A&S, revisor m.m.
Yvonne Hegaard Hansen, web-ansvarlig sammen med Ester og Vivian, kontaktperson for foreningens såvel kommende som eksisterende medlemmer. Opdatering af medlemsliste m.m.

Foreningen bliver hele tiden større og vi tæller nu (pr. 30/9 2011) 35 familier, hvoraf de 2 er på venteliste. Har jeres familie ændringer til jeres kontaktoplysninger, bedes I kontakte Yvonne Hegaard Hansen på yvonnehegaard@hotmail.com med ændringerne.

Foreningens hjemmeside
Foreningen overtog i tidernes morgen en privat oprettet hjemmeside – www.nigeriaadoption.dk . I den forbindelse havde indtil flere nigeria-adoptanter ladet sig notere til at stå til rådighed via hjemmesiden for interesserede, med svar på spørgsmål om adoption fra Nigeria.

Vi har været i gang med at se kontaktlisten igennem, da ikke alle på listen er medlemmer af foreningen. Disse er blevet kontaktet og tilbudt medlemskab, således at vi sikrer, at kontaktlisten indeholder medlemmer af foreningen, idet hjemmesiden nu udgør den officielle foreningshjemmeside.
Vi gør opmærksom på, at også ventelistefamilier meget gerne må stå på foreningens kontaktside – interesserede ventelistefamilier kan kontakte Ester eller Vivian.

Med stor hjælp fra Søren Knudsen har den gamle hjemmeside undergået en større forvandling. Det har længe været et ønske at flytte hjemmesiden til en mere hensigtsmæssig placering, der gerne skulle gøre opdateringsarbejdet med den lettere og ikke mindst åbne op for flere virtuelle muligheder. Dette arbejde har pågået gennem året, og vi er stolte af at kunne præsentere den nye hjemmeside for jer inden længe. Hold øje med www.nigeriaadoption.dk de kommende dage – vi håber, I vil tage godt imod den nye side.

Samtidig efterlyser bestyrelsen medlemmer, der har hentet barn i en af de nye stater, og som vil fortælle lidt om ophold, børnehjem, proces m.m. der til brug på hjemmesiden. Vi modtager også meget gerne billeder derfra til brug på hjemmesiden. Skriv gerne til Ester (allysimba@mail.dk), hvis I kan og/eller ønsker at bidrage til opdatering af hjemmesiden i.f.t de nye stater. Vi skal i bestyrelsen nok være ansvarlige for den endelige tekst til hjemmesiden, men har brug for ”råskitser” fra adoptanter, der har været i de nye stater.

Samarbejdet med andre
Nigeriaforeningen står som landegruppe under Adoption og Samfund (A&S). Dette betyder, at vi kan få et bidrag til foreningens arbejde for hvert af de af Nigeriaforeningens medlemmer, der samtidig også er medlemmer af A&S. Desuden kan vi sende delegerede til A&S’s generalforsamling. I 2011 deltager Majbritt Koch – tak for det!

Vi samarbejder desuden tæt med AC Børnehjælp omkring besøgene fra Nigeria. På besøget i december 2010 blev foreningens arbejde præsenteret for den deltagende delegation. En præsentation der vakte begejstring og som tydeligt var med til at synliggøre NigeriaForeningen og dens arbejde for de udsendte embedsmænd/kvinder ☺ fra Nigeria.

I september 2011 var der igen besøg fra Nigeria og foreningen var her repræsenteret ved Pernille Diemer og Mette Jørgensen.

Sponsorprojekter og donationer
Samarbejde med flere danske børnetøjsfirmaer omkring donation af børnetøj går stadig rigtig godt. Især efter der igen har været familier afsted, der har kunne hjembringe billeder af børn i sponsortøj. Når firmaerne modtager billeder udløser det ofte nye kasser med sponsortøj, så vi er i bestyrelsen rigtig glade for de billeder, det lykkes jer adoptanter at få med hjem. Der er fortsat rig mulighed for at medbringe sponsortøj på adoptionsrejser til Nigeria – henvendelse til Ester på allysimba@mail.dk ved mulighed og interesse herfor.

NigeriaForeningen har desuden afholdt møder med det danske børnetøjsfirma La/Møf vedr. yderligere sponsorater, og aktuelt er der et spændende sponsorprojekt under udvikling mellem firmaet og NigeriaForeningen vedr. ”hjælp til selvhjælp” for de svært udsatte og sårbare såkaldte ”børnehekse” i Nigeria. LIFE opretter i disse måneder et helt nyt center for de såkaldte ”børnehekse” og fra NigeriaForeningen og La/Møf´s side arbejdes der på dels at uddanne/oplære de ældste børn indenfor sy-faget, så de vil kunne få en levevej i Nigeria og dels at rejse penge til centret via salg af specialdesignede tasker m.m. fra La/Møf – selvfølgelig i nigerianske tekstiler. Det er et stort projekt med mange små sten på vejen, men vi tager et skridt ad gangen og håber på at nå i mål til sidst.

Her i sensommeren fik vi desuden en helt uventet gave i form af 13!!! kasser rigtig fint sponsortøj fra børnetøjsfirmaerne Phister & Philina samt Cupcake. Langt størstedelen viste sig dog at være meget skønne (og varme) fleecejakker, heldragter, huer og vanter – nok mere anvendelige her i Danmark end i Nigeria´s varme. Helt ekstraordinært fik vi derfor af firmaerne lov til at sælge dette skønne tøj videre i Danmark, mod at indtægterne selvfølgelig gik ubeskåret til støtte for børnene i Nigeria. Vi har netop sendt kr. 10.000,- fra tøjsalget via AC Børnehjælp til LIFE i Nigeria til brug på centret for de såkaldte ”børnehekse”, og der arbejdes på at få solgt det sidste fleece også, så vi forhåbentligt kan nå endnu et flot beløb til børnene i Nigeria.

En del af Nigeriaforeningens sponsorprojekter har således omdrejningspunkt i de børn, der ikke måtte have mulighed for at få en familie i Danmark, et andet land eller for den sags skyld i deres eget hjemland. Vi vil i NigeriaForeningen gerne gøre en ekstra indsats for netop denne gruppe børn, men dette betyder dog ikke, at vi ikke også fokuserer på støtte til børnehjemmene, hvorfra der formidles børn til Danmark.
Aktuelt arbejder NigeriaForeningen på 2 sponsorprojektmuligheder, som vi kort vil opridse her. Disse projekter er ikke gennemarbejdet endnu og er endnu under udvikling, men der arbejdes hen mod at etablere en ”akut-hjælpe-fond” for børnehjemmene. D.v.s en fond hvorfra der kan udbetales større eller mindre beløb til børnehjemmene, såfremt de står med et akut behov. Det kunne være en reparation/udskiftning af ødelagt generator, specielt dyrt medicin til behandling af 1 eller flere børn, reparation/anskaffelse af special-hjælpemidler til børn eller andet. Udbetaling fra en akut-hjælpe-fond skal altid ske som en aftale mellem LIFE, AC Børnehjælp og NigeriaForeningen. NigeriaForeningen ønsker ingen direkte pengeoverførsler til konkrete børnehjem – læs eventuelt også mere om foreningens økonomiske politik på hjemmesiden.
Udfordringen med dette projekt er løbende at kunne generere penge til brug for en akut-hjælpe-fond. Vi hører meget gerne fra medlemmer, der måtte sidde inde med idéer til opbygning af kapital – det være sig både engangsbeløb som fortløbende mulighed for kapitalanskaffelse. Skriv i så fald meget gerne til Ester her: allysimba@mail.dk

Det andet sponsorprojekt der arbejdes på er muligheden for adoptanter (og andre interesserede) i.f.t at sponsorere et navngivent barn på et konkret børnehjem – både i.f.t skolegang, eventuel medicinering, ophold på børnehjem o.s.v. Det kunne bl.a være de børn, der grundet alder eller helbred ikke har mulighed for at få en ny familie via adoption. Her kunne vi forestille os en aftale mellem LIFE, AC Børnehjælp, NigeriaForeningen og de enkelte interesserede adoptivfamilier i Danmark. Vi forestiller os her en månedlig pengeoverførsel fra interesserede adoptivfamilier (eller andre), der måtte ønske at sponsorere et barn direkte, og vi undersøger aktuelt mulighederne hos alle involverede parter. Der vil i fald sponsorprojektet kan realiseres blive sendt en kort beretning vedr. sponsorbarnet til de danske sponsorfamilier medfølgende et billede af barnet minimum 2 x årligt. Vi vil efterlyse sponsorfamilier til konkrete børn via vores hjemmeside.

For alle sponsorprojekter vil der være meget mere at finde på hjemmesiden, når og hvis de kan realiseres, ligesom vi selvfølgelig også opdaterer foreningens medlemmer via nyhedsbreve.

Aktuelt har NigeriaForeningen oprettet en separat foreningskonto, der udelukkende vil blive brugt til sponsor-aktiviteter. Det er allerede nu muligt at støtte sponsorprojekter via denne konto. Både med engangsbeløb eller med fortløbende indbetalinger – og alle bidrag – store som små – er mere end velkomne.

Reg.nr 2366 konto.nr 0758881229

Kontonr. m.m. vil også komme til at fremgå af foreningens nye hjemmeside. Der er vandtætte skodder mellem foreningskontingent og sponsorprojekter – d.v.s at der ikke tages eller benyttes midler fra kontingentindbetalinger til sponsorprojekterne, men at disse to ting holdes adskilt. NigeriaForeningen garanterer også 100% til børnene – det vil sige at alle bidrag til sponsorprojekter går ubeskåret til de aktuelle formål.

Synliggørelse af foreningens arbejde
Vores facebook-gruppe lever og får løbende nye medlemmer. Brug den endelig til de små fif eller gode ideer. Bestyrelsen vil også øve sig i at bruge den lidt oftere til informationer m.m. – det kunne bl.a være når der var nyt på hjemmesiden.

Og har I input, ideer eller andet til bestyrelsen, så sig endelig til. Vi hører meget gerne fra jer.

Med venlig hilsen
Bestyrelsen for Nigeriaforeningen

April 20, 2011 · admin · No Comments
Posted in: Nyhedsbrev

Leave a Reply

You must be logged in to post a comment.